• Graviditet
  •  : Sygdomme
  •  : Barselsfeber
   Udskriv
Barselsfeber

Patienthåndbogen - http://patienthaandbogen.dk

Barselsfeber

Fakta

  • De første 10-14 dage efter din fødsel kaldes barselsperioden. I denne periode sker der store forandringer med din krop
  • Feber i barselsperioden (barselsfeber) ses hos 2-8 % af alle fødende
  • Den hyppigste årsag til feber i barselsperioden er betændelse i din livmoderhule. En anden hyppig årsag er brystbetændelse
  • Hvis du har betændelse i din livmoderhule, vil du få feber og ildelugtende udflåd fra skeden, men du behøver ikke altid føle dig særligt syg
  • Diagnosen stilles ved en gynækologisk undersøgelse, hvor din livmoder typisk vil være meget øm
  • Hvis du har betændelse i din livmoderhule, skal du have antibiotika
  • Kejsersnit øger risikoen for, at du får betændelse i livmoderhulen

Hvad er barselsfeber?

I de første 10-14 dage efter din fødsel vil der sker store forandringer med din krop. Denne periode kaldes barselsperioden. Blandt andet kan du opleve episoder med feber. Sådanne episoder vil som regel kun vare kort og give dig få eller ingen gener. I nogle tilfælde kan din feber vare ved over flere døgn, og da bruges betegnelsen barselsfeber.

Hvor hyppig er barselsfeber

Barselsfeber ses hos 2-8 % af alle fødende.

Hvorfor får man barselsfeber?

Årsagerne til barselsfeber kan være mange, men oftest drejer det sig om en betændelse i livmoderen.

Betændelse i livmoderen

Normalt er livmoderen beskyttet sådan, at der ikke trænger bakterier op gennem skeden. Bakterierne kan ikke tåle det sure miljø i skeden. Derudover er livmodermunden lukket af sejt slim, som gør det vanskeligt for bakterierne at trænge op igennem skeden til livmoderhulen. Under graviditeten er livmoderhulen lukket, fordi fosterhinderne, der omgiver fostervandet, ligger ovenover livmoderhalsen og dermed lukker for denne. I perioden under og efter din fødsel er disse beskyttelsesmekanismer delvist sat ud af spil.

Under din fødsel brister fosterhinderne, og livmoderhalsen udvider sig. Dette medfører, at bakterier kan trænge op i din livmoder. Ydermere medfører livmoderens sammentrækninger (veerne), at bakterier kan presses ud i vævet omkring livmoderen. Det er ret normalt, at der trænger bakterier ind i livmoderhulen, og kun de færreste bliver syge af det. Men der findes nogle faktorer, som øger din risiko for betændelse inde i livmoderhulen.

Risikofaktorer

Den vigtigste risikofaktor er kejsersnit. Ved kejsersnit åbnes livmoderhulen gennem huden, og bakterierne kan derfor nemmere trænge ind. Alligevel er det forholdsvis sjældent, at kejsersnit fører til alvorlige tilfælde af betændelse. Andre risikofaktorer er en langvarig fødsel (over 12 timer), for tidlig vandafgang, skader (rifter) på livmoderhalsen eller skedevæggen, gentagne undersøgelser gennem skeden og/eller placering af lille elektrode (skalpelektrode) på barnets hoved for at overvåge dit barns hjerterytme under fødslen.

Hvad er symptomerne på barselsfeber?

Feber er det mest fremtrædende tegn.

Dine gener er forskellige, da tilstanden kan skyldes betændelse mange forskellige steder - f.eks. betændelse i livmoderen, brystbetændelse, blærebetændelse, nyrebækkenbetændelse, sårbetændelse og årebetændelse.

Den hyppigste og mest alvorlige årsag er betændelse i livmoderen. Hvis du har betændelse i livmoderhulen, kan du foruden feber og mathed, få smerter og ubehag i nedre del af din mave, og ildelugtende udflåd fra skeden. Som regel vil du ikke føle dig særligt syg.

Ved gynækologisk undersøgelse vil din livmoder være meget øm. Blodprøver kan bekræfte, at der er tale om en infektion. På hospitalet vil du få foretaget en ultralydsundersøgelse for at sikre, at du ikke har moderkagerester tilbage inde i din livmoder.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen bliver stillet ved en gynækologisk undersøgelse. En ultralydsundersøgelse kan vise, om du har rester af modekagen tilbage i livmoderhulen.

Hvilken behandling er der?

Hvis årsagen til barselsfeberen er betændelse i din livmoder, skal du have behandling med antibiotika, det vil sige medicin, som fjerner bakterierne. Langt de fleste er så lidt syge, at behandlingen kan gives som tabletter. Hvis du er meget påvirket og har høj feber, skal du indlægges på hospitalet for at få antibiotika gennem en blodåre i de første dage.

Hvad er langtidsudsigterne?

Hos de allerfleste forløber barselsfeber uden komplikationer, og behandlingen varer i 1-2 uger. I meget sjældne tilfælde kan betændelsen sprede sig ud til blodbanen eller danne blodpropper, som kræver mere intensiv behandling. Kun ved meget kraftig underlivsbetændelse, hvor betændelsen har spredt sig til vævet uden for livmoderen, kan tilstanden i sjældne tilfælde påvirke din evne til at blive gravid igen.

Hvordan undgår jeg at få barselsfeber?

  • Ved at give antibiotika ved både akut og planlagt kejsersnit kan man forebygge betændelse i livmoderhulen

Hvordan undgår jeg at barselsfeber forværres?

  • Antibiotika-behandling skal gives tidligt i forløbet

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Anja Pinborg, overlæge, Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet
  • Bjarne V. Lühr Hansen, ph.d., Syddansk Universitet, lektor, alm. prakt. læge, Odense

Datoer

  • Publiceret: 26.02.2009
  • Seneste faglige revidering: 19.03.2012
  • Seneste redaktionelle revidering: 19.03.2012