Patienthåndbogen - http://patienthaandbogen.dk
Brud i hofteskålen
Fakta
- Knoglebrud i hofteskålen opstår ved større ulykker, som f.eks. trafikuheld og fald fra højder. Det er ofte ledsaget af mange andre organskader
- Røntgen og CT-skanning viser typen af brud, og om der skal foretages en operation med reetablering af leddet og fiksation med skinner og skruer
- Patienten må typisk aflastes. Genoptræningen er langvarig og risikoen for senere slidgigt er meget stor
Hvad er og hvordan opstår brud i hofteskålen?
Hofteskålen (acetabulum) er den del af hofteleddet, som hører til bækkenbenet. Det er bækkenets ledflade mod lårbenet, og er som navnet angiver skålformet.
De fleste brud i hofteskålen skyldes alvorlige skader efter trafikulykker eller fald fra stor højde (såkaldte højenergi-ulykker). I skadeøjeblikket overføres stump kraft til lårbenet, så lårbenshovedet presses ind i hofteskålen. Retningen og styrken af kraften og lårbenshovedets position bestemmer skadetypen. Ofte er der flere brud i hofteskålen. Bruddene kan være stabile eller ustabile. Hvis det er et ustabilt brud, er en vigtig del af behandlingen at sørge for at stabilisere bruddet.
Da brud i hofteskålen er resultat af alvorlige ulykker, er der ofte andre skader samtidig. Det kan være skader i hovedet, ryggen, brystet og maven. Bækkenet kan også have flere brud end kun dem i hofteskålen.
Brud i hofteskålen er ganske almindelige ved højenergi-ulykker.
Hvad er symptomerne på hoftebrud?
Typisk er symptomerne svære hofte og bækkensmerter. Det gør ondt at bevæge benet, og det er umuligt at bevæge benet. Samtidig er der ofte smerter fra skader andre steder i kroppen.
Hvordan stilles diagnosen?
På sygehuset stilles diagnosen på grundlag af både sygehistorien og røntgen- og CT-billeder. I første omgang er det kendskab til skadetypen, eventuelle smerter eller manglende evne til at bevæge hofteleddet eller at støtte på benet, som vil give mistanke om brud i hoften. Derefter tager man røntgenbilleder både forfra og fra siden. I mange tilfælde er det nødvendigt også at udføre en CT-skanning, for at få den mest præcise fremstilling af knoglebruddene.
Da det hyppigt drejer sig om en højenergi-ulykke, vil den skadede blive grundig undersøgt for at sikre, at der ikke er andre skader.
Hvordan behandles brud i hofteskålen?
Problemstillingen ved brud i hofteskålen er som regel ikke, om bruddet er stabilt eller ej (i modsætning til bækkenrings-brud). Det afgørende er derimod, om der er fejlstilling eller forskydning i den vægtbærende del af ledfladen.
Stabile brud i hofteskålen, hvor hofteleddet er på plads (ikke ude af led), og hvor den glatte ledflade er intakt, behandles med aflastning på krykker i 2-6 uger og kontrol efter individuelt skøn.
Ustabile brud kræver operation. De frie knoglestykker skal sættes på plads og fæstnes med skruer, pinde, plader etc. Knoglestykker, der er kommet ud af stilling, skal sættes tilbage i normal stilling. Dette er specielt vigtigt for at genvinde normal bevægelighed i hofteleddet og for at undgå tidlig udvikling af slidgigt.
Komplikationer
Når skaden indtræder, kan der også opstå skader på store nerver, som befinder sig i hofteområdet. Dette kan føre til lammelser af muskelgrupper og betyde, at man mister følesansen i området. Sådanne skader er som regel varige.
Der kan også opstå nerveskader i forbindelse med operation. Der kan også opstå sårinfektion, og der ses blodpropper i ben og evt. lunger. Det er derfor nødvendigt at behandle med blodfortyndende medicin for at forebygge udvikling af blodpropper.
Hvad er langtidsudsigterne?
På lang sigt er der høj risiko for at udvikle slidgigt i hofteleddet. Herudover afhænger prognosen ofte af, hvilke andre skader, der er til stede.
Vil du vide mere?
- Røntgen af skeletskader
- Brud i acetabulum - for sundhedspersonale
Kilder
Fagmedarbejdere
Datoer
- Publiceret: 15.03.2009
- Seneste faglige revidering: 03.02.2012
- Seneste redaktionelle revidering: 03.02.2012




