Patienthåndbogen - http://patienthaandbogen.dk
Forstoppelse
Fakta
- For lille væskeindtagelse, manglende motion og især smertebehandling medfører tit forstoppelse hos kræftpatienter
- Forebyggende tiltag skal medtænkes i den samlede indsats
Forstoppelse ved kræft
Mange kræftpatienter har gener fra mave-tarmkanalen, som kan være lige så generende som smerter. De hyppigste og mest alvorlige er kvalme, opkastninger og forstoppelse. Både forstoppelse og mundtørhed er undervurderede og forsømte gener hos kræftpatienter.
Forstoppelse er en tilstand med sjældne, besværlige og smertefulde afføringer, ofte kombineret med utilpashed. Ved forstoppelse kan afføringen udeblive i flere uger.
Hvor hyppigt er det?
Forstoppelse er meget hyppig hos kræftsyge patienter. Selv når forebyggende tiltag er iværksat, forekommer forstoppelse hos mere end halvdelen af patienterne. Næsten alle patienter, som får opioider (stærke smertestillende, narkotiske stoffer), får forstoppelse.
Hvorfor får man forstoppelse ved kræft?
Forstoppelse har ofte flere samtidige årsager ved fremskreden kræftsygdom. Ofte skyldes det brug af lægemidler. Men det skyldes også mindre fysisk aktivitet, reduceret væske og fødeindtagelse, uvante og ubekvemme toiletforhold og ændringer i stofskiftet.
Hvad er symptomerne på forstoppelse ved kræft?
Manglende afføring i dagevis, mavesmerter, oppustethed og utilpashed
Hvordan stilles denne diagnose?
Diagnosen bekræftes på grundlag af sygehistorie og lægens undersøgelse af maven og endetarmen. Imidlertid er det almindeligt at forstoppelse ikke erkendes, og at problemet ofte bagatelliseres. Vigtige oplysninger for lægens vurdering er:
- Antal afføringer sidste 14 dage?
- Ubehag ved afføringerne?
- Mængde og udseende?
- Diaréepisoder?
- Brug og virkning af afføringsmiddel?
Hvilken behandling er der?
Målet med behandlingen er at forebygge, begrænse og lindre gener ved forstoppelse. Forebyggende tiltag prioriteres. Minimumskravet er afføring hver tredje dag, også når patienten spiser mindre.
Hvad kan patienten gøre selv?
Forsøg at være i fysisk aktivitet, hvis det er muligt. Sørg for tilstrækkelig væskeindtagelse. Spis en kost, der ikke er for fiberfattig. Følg eventuelle anviste kostråd. Sørg for gode toiletforhold.
Medicinsk behandling
Forebyggende behandling
Alle patienter, som behandles med opioider, skal tage afføringsmiddel forebyggende - også selvom afføringen er normal. Undtagelse herfor er patienter med tarm-stomi, fedtrig afføring, patienter, der får specielle typer sondeernæring og patienter, som i udgangspunktet har diaré. Et blødgørende afføringsmiddel, f.eks. laktulose, anbefales og kan suppleres med et middel, som stimulerer tarmen til kraftigere sammentrækninger, hvis tilfredsstillende virkning udebliver. Volumenøgende, rumopfyldende, afføringsmiddel skal ikke bruges ved opioidbehandling.
Ved opstået forstoppelse
Ved blød afføring benyttes afføringsmiddel, som stimulerer sammentrækningerne i tarmen (såkaldte sennaglykosider og bisakodyl). Ved hård afføring vælges blødgørende afføringsmiddel, f.eks. laktulose. Oftest er kombinationsbehandling nødvendig. Doseringerne kan opjusteres indtil dette begrænses af bivirkninger. Hvis heller ikke dette er tilstrækkeligt, skal man ty til stikpiller eller klyx.
Ved hård sammenpakning af afføring i endetarmen
Hvis patienten selv kan klare tømning af tarm, prøves først behandling med et miniklyster, evt. efterfulgt af en tarmstimulerende stikpille. Det kan blive nødvendigt at pille særlig hård afføring ud fra endetarmen med fingrene.
Forbehandling med olieklyx over natten kan gøre det lettere at fjerne de hårde knolde. På grund af ubehag kan det være nødvendigt at give smertestillende eller beroligende midler i forbindelse med tømningen.
Til børn benyttes laktulose som første middel ved forstoppelse.
Bivirkninger
Langvarig brug af tarmstimulerende midler kan føre til udvikling af forstyrrelser i blodet (natrium, kalium, klorid i blodet) og irritation af tarmslimhinden. Specielt ved overdosering kan de forårsage luftgener, tarmkolik og diaré. Sennaglykosider misfarver urinen (rød eller brun).
Vil du vide mere?
- Forstoppelse, generel omtale
- Ved behov for yderligere råd eller vejledning, kontakt Kræftens Bekæmpelse
Lindrende behandling ved fremskreden kræftsygdom
Kilder
Fagmedarbejdere
Datoer
- Publiceret: 16.04.2009
- Seneste faglige revidering: 27.04.2012
- Seneste redaktionelle revidering: 27.04.2012




