Ansigtslammelse (facialisparese)

Facialisparese er en ansigtslammelse, der skyldes en skade af ansigtets bevægelsesnerve (nervus facialis). Lammelsen kan være perifer, det vil sige på grund af skade af nerven efter nervens afgang fra centralnervesystemet (hjernen), eller en central skade, der skyldes en skade i centralnervesystemet.

En perifer lammelse opstår som regel uden noget forvarsel. Lammelsen kan i nogle tilfælde komme efter, at man har været udsat for træk, eller efter en forkølelse. Det mest hyppige er dog, at den opstår uden sikker forklaring eller tegn til anden sygdom. Sådan ensidig, perifer lammelse er relativ almindelig hos ellers raske personer (Bells lammelse). Denne type lammelse udgør 75% af alle tilfælde med ansigtslammelse.

Lammelse som skyldes en mere central skade opstår oftest som følge af en alvorlig sygdom eller skade på hjernen. I disse tilfælde er det normalt at have andre symptomer udover ansigtslammelse. Central ansigtslammelse er et af de mest hyppige symptomer ved apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen).

Der forekommer ca. 15-30 nye tilfælde med ansigtslammelse per 100.000 personer hvert år. Tilstanden forekommer lige hyppigt blandt kvinder og mænd, men forekomsten er noget højere blandt gravide og mennesker med diabetes. Hyppigst forekommer ansigtslammelse i aldersgruppen mellem 15 og 45 år. I løbet af livet vil 1 af 60-70 mennesker få tilstanden.

Såkaldt central ansigtslammelse skyldes ofte apopleksi, eller en hjernesvulst som trykker på nerven og ødelægger funktionen.

Perifer ansigtslammelse optræder som nævnt i de fleste tilfælde uden tilknytning til anden sygdom. Denne tilstand kaldes Bells lammelse. I dag mener man, at Bells lammelse i de fleste tilfælde skyldes virussygdom eller en betændelseslignende reaktion.

I nogle tilfælde skyldes perifer ansigtslammelse andre sygdomme som neuroborreliose (efter flåtbid), sarkoidose, Guillain-Barrés syndrom, polyradikulit, tuberkulose, skader efter operationer i området, eller andre sjældne sygdomme.

Lammelsen er ofte tydelig som en skævhed i ansigtet. Den kan demonstreres ved at patienten forsøger at smile, fløjte eller knibe øjnene sammen. Sygehistorien vil ofte afklare, om lammelsen er et isoleret fænomen, eller led i en anden sygdom. Enkle undersøgelser, som kan udføres hos lægen, kan bidrage til at finde ud, om nerveskaden sidder centralt eller perifert.

Blodprøver kan være aktuelle for at lede efter antistoffer mod bakterier eller virus. Svaret på disse prøver kan dog ikke give nogen sikker af- eller bekræftelse af sygdommen.

Ved en central ansigtslammelse vil man udrede hjerneskaden grundig på sygehus. Der vil her blandt andet blive foretaget CT-røntgen eller MR-undersøgelse af hjernen.

Formålet med behandlingen er at bidrage til at påskynde helingen og beskytte øjet mod skade af hornhinden. Lette tilfælde behøver næppe behandling, mens moderate til udtalte tilfælde skal behandles med øjenbeskyttende tiltag.

Medicinsk behandling

Beskyttende tiltag mod øjet

Optræning

Omkring 70-80% af de personer, som lider af perifer ansigtslammelse af ukendt årsag, bliver helt raske. Mindre end 10% får en vedvarende og fuldstændig lammelse. De lettere lammelser bedres ofte i løbet af 4-6 uger. De mere omfattende lammelser kan vedvare i mellem 3-9 måneder - nogle gange længere. Selv om man ikke bliver bedre før efter længere tid, er der fortsat chancer for, at man bliver helt rask.

Yngre mennesker med lettere grader af lammelse har den bedste prognose for at blive lammelsen helt kvit.

• Apopleksi
• Hjernesvulst
• Flåtbid
• Facialisparese - for sundhedspersonale

Referencer

Fagmedarbejdere

Datoer