• Øre-næse-hals
  •  : Sygdomme
  •  : Halsbyld (peritonsillær absces)
   Udskriv
Halsbyld (peritonsillær absces)

Patienthåndbogen - http://patienthaandbogen.dk

Halsbyld

Hvad er en halsbyld?

På fagsproget kaldes halsbyld en peritonsillær absces. Det er en infektion i vævet udenfor eller omkring en af halsmandlerne (tonsillerne). Infektionen skyldes spredning af betændelse fra halsmandlerne til omliggende væv.

Dette er en forholdsvis sjælden, men ikke helt usædvanlig komplikation til en halsbetændelse. Halsbyld forekommer hos voksne og yngre, sjældnere hos børn. Højeste forekomst er i gruppen 20 til 40 år. Halsbyld forekommer hyppigst om vinteren på samme måde som streptokokhalsbetændelse.

Hvad forårsager en halsbyld?

Årsagen er en betændelse, som spreder sig fra halsmandlerne til svælgvæggen omkring mandlerne. Denne infektion sidder dybere i vævet og er vanskeligere for kroppens immunforsvar at nedkæmpe end en almindelig halsbetændelse. Der er også en fare for, at infektionen kan sprede sig ud i hulrum på halsen og forårsage alvorligere infektioner.

Hvis du tidligere har haft en halsbyld, ser det ud til, at du lettere kan få det på ny ved senere halsbetændelser.

Hvad er symptomerne?

Tilstanden starter ofte med en almindelig halsbetændelse. Efterhånden bliver smerterne i hals og svælg forværret, samtidig med at feberen går op, og du føler dig rigtig syg. Smerten bliver gradvist klart stærkere på den betændte side. Det bliver stadig vanskeligere at synke, du kan få svært ved at synke spyttet og du savler. Der kan opstå smerter i øret på samme side. Desuden får du dårlig ånde og grødet stemme. Du får også tiltagende vanskelighed med at åbne munden, hvilket kan ende med "mundspærre", det vil sige, at du ikke kan åbne munden mere end på klem.

Tilstanden kan forværres selv efter opstart af penicillinbehandling, fordi infektionen allerede har spredt sig til vævet uden for mandlen.

Hvordan diagnosticeres halsbyld?

Lægesamtalen vil oftest afdække en typisk sygehistorie med forudgående halsbetændelse.

Ved en almindelig halsundersøgelse kan lægen inspicere halsmandlerne og se, om der har udviklet sig en halsbyld. Dette viser sig ved betændelse omkring mandlen med det resultat, at halsmandlen og drøblen forskydes over mod den raske side. Et typisk tegn er, at en patient med halsbyld næsten ikke klarer at gabe op ved undersøgelsen.

Hvordan behandles halsbyld?

Det er vigtigt at tage den med ro i sygdomsperioden. Ofte er du så syg, at du bør holde sengen. Du kan bruge smertestillende midler, som kan købes uden recept.

Antibiotika gives for at udrydde infektionen. Hvis bylden er lille, eller det er tidligt i forløbet, kan man måske klare infektionen med tabletbehandling. Det er meget vigtig at fuldføre kuren. For tidligt afsluttet kur kan medføre ny opblussen.

I mange tilfælde er infektionen gået så langt, at man ikke kommer udenom at stikke hul på bylden og tømme den. Patienten skal derfor henvises til en øre-næse-hals-læge. Det kan være nødvendigt at komme til daglige kontroller for at sikre, at bylden fortsat er åben og tømmer sig de første dage efter indgrebet.

Hvordan er forløbet af en halsbyld?

De akutte symptomer giver sig normalt få dage efter, at lægen har åbnet og tømt den pusfyldte byld. Antibiotikabehandling alene kan være effektivt, men skal følges op med at stikke hul på bylden, hvis sygdommen udvikler sig. Vær omhyggelig med at fuldføre hele antibiotikakuren ved behandling mod halsbetændelse.

Halsbylder kan som nævnt komme tilbage ved senere halsbetændelser. Det er derfor meget vigtigt, at du tager kontakt med læge tidligt ved nye episoder med halsbetændelse, og at du fortæller, at du har haft halsbyld før.

Får du halsbyld flere gange, vil du blive tilrådet operation med fjernelse af mandlerne for at forebygge nye tilbagefald. Dette er et relativt almindeligt indgreb. Operationen tager fra ½ til 1 time og foregår i fuld narkose. Efter at mandlerne er fjernet, har man ondt i halsen og det er vanskeligt at synke. Smerterne giver sig i løbet af 7-8 dage. Du skal regne med 2 ugers sygemelding.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Lars Holme Nielsen, overlæge, øre-næse-halskirurgisk klinik, Rigshospitalet
  • Bjarne Lühr Hansen, ph.d., Syddansk Universitet, lektor, alm. prakt. læge, Odense
  • Terje Johannessen, professor, dr. med.
  • Ingard Løge, spesialist allmennmedisin

Datoer

  • Publiceret: 29.09.2010
  • Seneste redaktionelle revidering: 30.09.2010